Mullerup Skytteforenings historie

Af Claus Rogert Hansen


Mullerup Skytteforenings historie

En kort historisk gennemgang af Mullerup Skytteforenings historie fra 1889 til 1989

Mullerup Skytteforening (MS) tidligere historie fortaber sig i uvished og bliver for det første halve århundrede mest gætterier. Årstallet 1889 er det tidligste eksisterende vidnesbyrd om kreds 56, som foreningens kredsnummer er. Klubben er i besiddelse af en meget flot, men desværre mør og laset fane, hvor der på fanestangen er 11 faneplader. Den første er en præmie fra en præmieskydning dateret 1889.

Kreds 56 er sandsynligvis af lidt ældre dato, idet de fleste skytteforeninger blev stiftet i årene efter 1864. Danmark havde tabt Sønderjylland og skytteforeningerne opstod som en slags hjemmeværn efter en ide af kaptajn H.P.V. Mønster i 1861, med det formål at kunne forsvare Danmark i tilfælde af ny krig.

MS´s fane bærer følgende inskription:

H A

Skyttekreds 56

"Målet er Danmarks Frelse"

HA står for Holbæk Amt, idet HA først i 1889 blev delt idet, vi i dag kender som HAV og HAØ.

I årene umiddelbart efter dannelsen af skytteforeningerne kom gymnastikken til. Man ville derigennem forbedre og vedligeholde medlemmernes fysiske præstationer. Kreds 56´s navn blev da også på et tidspunkt "Mullerup Skytte og Gymnastik forening".

I århundredets begyndelse havde man en 200 meter bane på Langdyssegården i Mullerup, hvor man skød fra gården i sydlig retning mod langdyssen, som blev brugt som bagvold. En anedokte vil vide at da man nedlagde banen i 1920érne, skyldtes det at den lokale læge ved færdsel på Venemosevej blev passeret af nogle vildtfarende kugler, bagvolden ved langdyssen ikke havde dækket for. Hvor man derefter har dyrket 200 meter skydning vides ikke, til gengæld ved vi, at fra sidst i 20érne havde klubben en 50 meter salon bane øst for landevejen ca. midt mellem Kr. Helsinge og Mullerup med skydehus, skiveophæng og markørgrav.

I 1931 kommer det til en skilsmisse mellem skytterne og gymnasterne, og kreds 56 er herefter Mullerup Skytteforening. Sidst i 30érne nedlægges Drøsselbjerg Skytteforening, og medlemmerne herfra går ind i MS

Fra 13. januar 1937 er oplysningerne om klubbens historie mere velunderbyggede, idet MS fra den dag af har en protokol om foreningens bestyrelsesmøder og generalforsamlinger. Frem til 1975 er alle møder noteret ned og bestyrelsesnavne nævnt, men først derefter er de enkelte beslutninger protokolleret mere nøjagtig.

Protokollen fortæller videre:

I 1955 lejede MS sig ind i Drøsselbjerg forsamlingshus om vinteren, således at man kunne dyrke 15 meter salon skydning. I forsamlingshuset bagvæg blev indmuret en kraftig jernplade og foran denne stillede man 4 skiveholdere og kuglefang. Senere blev edet på grund af enkelte vildfarne projektiler nøvdendigt af sikkerhedsmæssige årsager med stålplader til afdækning af vinduerne. Denne 15 meterbane blev nedlagt ca. 1970, da forsamlingshuset skulle ombygges, hvorefter MS måtte til Høng i 5 år for at skyde 15 meter indendørs.

I 1976 indviedes der fem 15 meter baner i kælderen under den ny opførte Gørlev Hal. Grov kælderen blev stillet til rådighed og under daværende formand Arne Rasmussen´s ledelse, udførte skytterne selv arbejdet med installationen af baner, kuglefang og opholdsrum m.v.

50 meter banen ved Mullerup blev stadigvæk brugt om sommeren, men skydehuset var efterhånden sunket noget sammen på grund af den fugtige grund, så stående skydning inde fra skydehuset var umuligt. Ligeledes var markørgraven ofte under vand. Så allerede efter indvielsen af banen i Gørlev Hallen, begyndte bestyrelsen at tale om et skyttecenter til udendørs 50 m riffel og 25 m pistol og måske 200 m langdistance. Mange planer var fremme, placeringer i Gørlev kommune blev forslået – og forkastet.

I 1980 skulle Gørlev Hallen udvides og MS blev tilbudt kælderrummet til yderligere seks 15 meter baner, men kort efter kom første besparelsesrunde i Gørlev Kommune og MS foreslog, at man sparede 500.000,-kr til kælderen og gav MS 200.000,-kr som begyndelsesbeløb til et nyt skyttecenter. Dette blev vedtaget af kommunen og nu begyndte planerne om skyttecenter at forme sig. 50 m banen i Mullerup nedlægges i 1980, da lodsejeren skulle afvande området og MS sagde tak for de ca. 50 års lån af jorden uden en krone i leje. 200 meter blev skudt siden 1978 på Danmarksgaarden ved Jerselv og klubben blev hurtigt klar over, at sådan en bane af støjmiljøårsager ikke blev praktisk mulig at finde plads til i Gørlev Kommune.

I løbet af 1981-82 bliver man enig om, at et stykke af det grønne område på Vandværkshøjen er velegnet til placering af skydecenteret. Kurt Dyrlund Jacobsen tegner skydehus og beregner voldanlæg til udendørsbanerne og formanden Jørgen Jensen er utrættelig i planlægningen og forhandlingerne med Gørlev Kommune, DDSG&I om finansiering samt aftaler leverancer med forhandlere og håndværkere. 17. april 1982 graves den første buldosergrabfuld jord af Vognmand Hans Jørgen Hansen´s firma udfører voldanlægget. Samtidig hermed laver medlemmerne fundamentet til 400 m2 skydehus, som Murermester Anders Brøndum´s firma murer huset op på. Herefter er alt resten af arbejdet frivilligt udført af medlemmerne under Kurt Dyrlunds kyndige hånd og vejledning. 2000 frivillige fritimer bliver brugt og den 4. juni 1983 indvies klubhuset, tolv 50 meter og ti 25 meter baner. Samtidig med byggeriet fjernes anlægget i Gørlev Hallen, og efter sommersæsonen indrettes elleve 15 meter baner i den sidste del af skydehuset.

Fra da af har MS haft et af Danmarks bedste baneanlæg af en god størrelse i forhold til klubbens aktivitetsniveau med kort afstand til byen. Det sidste især til glæde for børneskytterne, når de skal til og fra. Og klubben har hele tiden haft Gørlev Kommunes forståelse for skytteforeningen som et godt sportstilbud til det moderne fritidssamfund .

--------------------------------o--------------------------------------

Medlemstal

  • 1976, 80 medlemmer (inden men startede i Gørlev Hallen)
  • 1978, 123 medlemmer (efter at banerne i Gørlev Hallen er indviet)
  • 1983, 165 medlemmer (efter at skyttecenteret er indviet)
  • 1988, 116 medlemmer (antallet er nu stabilt)

Aktivitetsniveau 1976 – 1989: 80.000 til 100.000 skud pr. år og antallet af afgivne skud er meget konstant uafhængigt af medlemstallet.

Formænd

  • Før end 1951, Formandsnavne er ikke noteret i protekollen
  • 1951 - 1954, Christian Nielsen
  • 1954 - 1958, Niels V. Nielsen
  • 1958 - 1960, Jens Christensen
  • 1960 - 1960, Bendt Nicolajsen
  • 1960 - 1963, Ejner Ladefoged
  • 1963 - 1969, Jan Tastum
  • 1969 - 1977, Arne Rasmussen
  • 1977 - 1984, Jørgen Jensen
  • 1984 - 1990, Claus Rogert Hansen
  • 1990 - 2015, Dagmar Winther Keinicke
  • 2015 -, Steen Sønderby

Æresmedlemmer

  • 1959, Peter Nielsen og Johannes Jensen
  • 1984, Jørgen Jensen
  • 1984, Dagmar Keinicke

---------------------------------------------o------------------------------------------

Kilder til dette skrift:

Mullerup Skytteforenings protokol 1937 – 1989

Holbæk Amts 100 års jubilæumsskrift af Chr. Jensen, Høng

Tømrermester Ejvind Larsen Drøsselbjerg

Fru Emmy Krogshave, Mullerup

Mullerup Skytteforenings medlemmer

GRATIS PRØVETIME